Hej, jeg hedder Ellen.
Maling, tegning og kreativitet har altid været en del af mit liv. Det har fulgt mig i min fritid, lige siden jeg var barn, og som ung tog jeg en pause mellem min bachelor- og kandidatuddannelse for at dyrke billedkunsten på Engelsholm.
Det var også her, jeg for første gang udstillede mine værker – og for første gang oplevede, at en helt fremmed gerne ville købe et af mine malerier. Jeg endte dog med at beholde det selv.
Min inspiration finder jeg ofte i naturen, og mine motiver forestiller gerne planter, blomster og dyr. Jeg holder af det enkle, lidt grafiske udtryk og kan godt lide at eksperimentere med farvekombinationer.
Jeg maler tit om aftenen, når jeg har sagt godnat til mine børn. De vil gerne have, at jeg er i nærheden, når lyset bliver slukket, så jeg sætter mig lige uden for døren og maler.
I en ellers travl hverdag med arbejde, skole og familieliv er det rart at kunne koble af og fordybe sig i akvarel og oliepastel.
Jeg håber, du kan lide det, du ser. Du er meget velkommen til at skrive til mig, hvis du er interesseret i et af mine værker.
Skriv til mig på Instagram